Selvom vejret bød på både regn og blæst, blev det en fantastisk dag, da vi i weekenden var med til OPLEV Havet sammen med stærke lokale samarbejdspartnere
IMG_0076.jpeg
mandag den 15. juni 2026

OPLEV Havet

I weekenden var VANDVID med til at skabe liv og læring ved arrangementet OPLEV Havet i Assens. I samarbejde med Assens og Omegns Sportsfiskerforening, Assens Dykkerklub, Danmarks Naturfredningsforening Assens og Assens Kommune blev dagen fyldt med aktiviteter med fokus på havet og fiskeriet.

Trods det omskiftelige vejr med regn og vind mødte både børn og voksne op og bidrog til en hyggelig og engagerende dag. Et af højdepunkterne var formidlingen om havørreden, hvor vi havde lånt fisk fra Fyns Laksefisk. Sammen med Havørred Fyn fik de besøgende mulighed for at komme helt tæt på fisken og lære mere om dens liv og biologi. Efterfølgende blev de små havørreder nænsomt sat ud i havnen til stor glæde for gæsterne.

Dagen bød også på et inspirerende foredrag med Søren og Anders fra Justfishing – Danmarks største YouTube-profil inden for lystfiskeri. Her blev historier om kammeratskab og fiskeri delt med både humor og indsigt, hvilket fangede både unge og voksne. 

Hele arrangementet understreger vigtigheden af formidling om havets liv og tilstand. Viden og oplevelser er afgørende for at skabe forståelse og engagement i arbejdet for et sundt og balanceret havmiljø.

5.jpeg