Sommerfiskeri i Danmark har et væld af muligheder

Sommeren er højsæson for flere fiskeformer i Danmark, og særligt juli byder på nogle af årets mest varierede og spændende muligheder for lystfiskere.
IMG_4334.jpg
mandag den 6. juli 2026

Sommerfiskeri i Danmark har et væld af muligheder

Sommeren er højsæson for flere fiskeformer i Danmark, og særligt juli byder på nogle af årets mest varierede og spændende muligheder for lystfiskere. Vandet er varmt, dagene er lange – og fiskene er aktive på en helt særlig måde. Her får du et overblik over tre oplagte sommeroplevelser ved vandet.

Husk at du altid kan finde yderligere inspiration til fiskemetoder og fiskepladser på Fishing in Denmark. Klik her og Find fiskepladser, fiske-guides, artikler, inspiration og meget mere


Makrellerne: Hornfiskens “efterfølger”

Når sommeren for alvor tager fat, begynder makrellerne at vise sig langs de danske kyster. I maj og juni er det typisk hornfisken der dominerer kystfiskeriet, men når kalenderen nærmer sig juli, så begynder makrellerne også at ramme de indre danske farvande. Det er en af de mest underholdende fisk at fange, og især fiskeri fra moler og havne kan være både effektivt og tempofyldt.

Makrellen er en pelagisk (lever midt i vandsøjlen) rovfisk, der jager i stimer, og når de trækker ind under land, kan fiskeriet blive intenst med mange hug på kort tid. Typisk fisker man med silde- eller makrelforfang og/eller små blink, og det kræver hverken avanceret grej eller stor erfaring at komme i gang.

Det, der gør sommerens makrelfiskeri ekstra attraktivt, er:

  • Høj fangstchance, når stimerne er der

  • Actionfyldt fiskeri med mange hug

  • Let adgang fra moler, havne og broer

Samtidig er makrellen en fremragende spisefisk, hvilket gør turen endnu mere givende.


Suderfiskeri topper i flere danske søer

Mens havet byder på fart og jagt, tilbyder de danske søer en helt anden ro og koncentration – især for medefiskere. Netop nu topper fiskeriet efter suder i mange danske søer, og det er en fisk, der er kendt for både styrke og snuhed.

Suder er en klassisk sommerfisk, som trives i varmt vand og ofte er mest aktiv i juni og juli. Den lever typisk i søer med rig vegetation og blød bund, hvor den leder efter smådyr og gyder helt inde i sivkanten. Suderne fanges oftest via. medefiskeri med flåd hvor majs, maddiker og brød er de fortrukne agn.

Det særlige ved suderfiskeri er:

  • De langsomme, spændende hug

  • Kraftige udløb, når fisken kroges

  • Muligheden for store fisk i rolige omgivelser

Det er fiskeri, der kræver tålmodighed – men belønningen kan være både store fisk og naturoplevelser i topklasse.


Åfiskeri efter havørred

Juli markerer et afgørende tidspunkt for havørreder i de danske vandløb. Det er nemlig nu, den sølvblanke havørred skifter nuancer, til en mere brunlig udgave og begynder sit træk fra havet til åerne. Det betyder, at mange danske åer byder på særdeles godt fiskeri efter havørreder i juli – især i de køligere timer. Din timing er derfor altafgørende, hvis du vil øge din chancer for succes. Du skal derfor være ved åen i de tidlige morgentimer, før solen står højt, og sen aften i skumringen. Her er vandtemperaturen lavere, og havørreden er langt mere aktiv. De fleste fanger dem med let spin på en str. 3 eller 4 spinner afhængig af åens dybde. Men fluestangen er helt sikkert også et valg som mange ørreder ikke kan stå for. Det kræver lidt øvelse at komme i gang med fluefiskeri ved åen, men din lokale grejbutik er helt sikkert behjælpelig.

Havørreden i sommeren kan til tider være sky, men også eksplosiv. Hugget kommer ofte pludseligt, og fisken yder en imponerende kamp i strømmen.

Fordele ved sommerfiskeriet i åerne:

  • Mange optrækkende og friske fisk

  • Smukke naturoplevelser i aftensol og morgensol

  • Mulighed for stor variation i fiskesteder og teknikker

Så pak grejet, udnyt de lyse timer og de lune sommeraftener, og kom ud, hvor naturen og fiskene er. 🎣Knæk og bræk fra VANDVID – Danmark under overfladen

Foto: Christian Flinker og Troels Holstein