Det Røde Pakhus får nyt liv

Byggeriet af VANDVID – Danmark under overfladen er i fuld gang. I denne uge har man både kunnet se og høre, hvordan byggepladsen udvikler sig.
1.jpg
onsdag den 17. juni 2026

Det Røde Pakhus får nyt liv

Byggeriet af VANDVID – Danmark under overfladen er i fuld gang. I denne uge har man både kunnet se og høre, hvordan byggepladsen udvikler sig. Hvad man ikke i samme grad har kunnet se, er, at restaureringen af det historiske røde pakhus faktisk også er begyndt.

Pakhuset restaureres i en autentisk stil, der passer til den klassiske danske havnestemning. Det er Lebæk A/S fra Aarup, der står for restaureringen.

”Det er en fantastisk spændende bygning at få lov til at arbejde med. Vi skal gå nænsomt til værks, og vi nyder at arbejde med respekt for både materialer og bygningens historik,” udtaler Rasmus Lebæk, partner i Lebæk A/S.

Den gamle bygning får i næste uge en indvendig borebillebehandling. Når behandlingen har sat sig, har den både en øjeblikkelig og en præventiv effekt på de små biller.

Pakhusets indvendige træværk bevares, så de synlige bjælker i høj grad understøtter den autentiske atmosfære, der ønskes i den færdige bygning. Når pakhuset står færdigt, bliver det en central del af VANDVIDs praktiske formidling.

Her kan du udforske livet som lystfisker og dermed finde din indre lystfisker. Du kan prøve at binde din egen flue, male dit eget blink – og selvfølgelig øve dig i at kaste med en fiskestang.

Restaureringen forventes færdig i løbet af efteråret, hvorefter indretningen går i gang.

Byggeriet af VANDVID – Danmark under overfladen er støttet af:

  • A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal: 25 mio. kr.

  • Nordea-fonden: 19,1 mio. kr.

  • Staten (via den nationale strategi for lystfiskeri): 22 mio. kr.

  • Assens Kommune: 15 mio. kr.